Etiske retningslinier

Overordnet henholder DUGOF sig til Danske Fysioterapeuters etiske retningslinjer https://www.fysio.dk/om-os/opbygning/rad-og-udvalg/etisk-rad/etiske-retningslinjer, men derudover har vi prøvet at beskrive nogle af de eksempler, som flere kolleger har skrevet til os, efter at have modtaget patienter fra andre kolleger.

Nedenstående punkter skal derfor ses som en mulighed for at reflektere over egen praksis, og de kan evt danne udgangspunkt for diskussioner med dine kolleger eller netværksgruppe.

  • Samtykke: At patienten kommer til os, kan ikke antages at være et samtykke. Patienten skal informeres om undersøgelse og behandling før undersøgelsen går i gang, så der kan gives et informeret samtykke. Har du indhentet mundtligt eller skriftligt samtykke inden du undersøgte patienten?

  • Trygge rammer: Som behandler er det en god ide at skabe trygge rammer for undersøgelsen og behandlingen. Man kan fremhæve, at man fx har lukket persiennerne ned, og oplyse patienten om at man har mulighed for at låse døren. Hvis muligt kan man give patienten mulighed for at afklæde sig lidt skærmet fx i et hjørne ved en stol, mens man forbereder til undersøgelsen.

  • Sprogbrug: Vi taler med patienten om intime emner og bør altid fremstå professionelle. Har du overvejet dit sprogbrug? Bruger du ord, som kan opleves uprofessionelle eller seksualiserende af patienten?

  • Fysiske/verbale reaktioner: Selv om patienten har givet samtykke til undersøgelse og behandling, kan det være, at hun/han pludselig har ændret holdning og føler at hendes/hans grænser overskrides. Husker du at være opmærksom på dine patienters reaktioner, mens du undersøger/behandler? Sikrer du dig patientens fortsatte samtykke undervejs i undersøgelse/behandling?

  • Kompetence: Mange står alene på deres arbejdsplads og har ikke kolleger inden for specialet at sparre med. Nogle føler sig utrygge ved dele af den gynækologiske undersøgelse fx anal-palpation, men kan ikke få vejledning i dagligdagen og det kan være knapt med midler til uddannelse. Føler du dig kompetent til at udføre den undersøgelse og behandling, som du skal udføre på dit arbejde eller som arbejdspladsen reklamerer med?